11-timers reglen
11-timers reglen er en bestemmelse i arbejdsmiljølovgivningen, der sikrer, at medarbejdere har mindst 11 sammenhængende timer fri mellem to arbejdsperioder. Reglen er central i planlægning og beregning af arbejdstid.
Dybdegående forklaring
11-timers reglen er en del af arbejdstidsdirektivet og skal beskytte medarbejderes helbred ved at sikre tilstrækkelig hviletid mellem arbejdsperioder. For virksomheder, der registrerer og beregner arbejdstid, spiller reglen en afgørende rolle i både planlægning og lovmæssig efterlevelse.
- Reglen gælder som udgangspunkt alle ansatte – uanset branche – men der kan forekomme undtagelser i visse sektorer, f.eks. sundhedsvæsenet eller transport.
- 11-timers reglen betyder, at en ny arbejdsperiode først må begynde efter 11 sammenhængende timers daglig hvile.
- I praksis betyder det, at en medarbejder, der slutter sit arbejde kl. 22, tidligst må starte igen kl. 09 næste dag.
- Arbejdsgivere har ansvar for at sikre, at vagtplaner, overarbejde og tilkaldevagter ikke bryder denne minimumsregel.
Praktiske anvendelser
I praksis kommer 11-timers reglen i spil, hver gang arbejdstid planlægges og registreres. Den bør indgå som en automatisk kontrol i planlægningssystemer, så ingen medarbejder uforvarende får for korte hvil.
- Ved udarbejdelse af vagtplaner beregnes der automatisk, om næste vagt starter tidligst efter 11 timer fra sidste stempeltid.
- Systemer som Timegrip kan give alarmer, når en vagt bryder reglen, og foreslå ændringer i bemandingen.
- Reglen hjælper med at skabe balance mellem driftseffektivitet og medarbejdertrivsel.
Fordele og ulemper
Når 11-timers reglen anvendes korrekt, skaber den både tryghed og kvalitet i arbejdsmiljøet, men den kan også give udfordringer i planlægningsarbejdet.
- Fordele: Reglen beskytter medarbejdernes restitution, reducerer risiko for udbrændthed og fremmer sikkerhed og trivsel. Den styrker desuden virksomhedens image som ansvarlig arbejdsgiver.
- Ulemper: For virksomheder med uforudsigelige bemandingsbehov – eksempelvis detailhandel, restauration eller plejesektoren – kan reglen udfordre fleksibiliteten. Kortvarige sygdomsafbud eller travle perioder kan kræve ekstra koordinering.